Rodoperation

Rodoperationer foretages hos os af tandlæge Knud-Erik Lystbæk Jensen eller i specielt vanskelige tilfælde af vores erfarne kirurg, tandlæge Steffen Lund.

 

Proceduren før, under og efter din behandling

Du har fået konstateret en rodspidsbetændelse på en af dine tænder. Det betyder, at der er en eller flere små inficerede "bylder" i kæbeknoglen omkring tandroden. Det kan bl.a. skyldes inficerede krumme/tilkalkede bikanaler ved rodspidsen, en cyste eller evt. en flækket rod.

I dag ved man, at det er meget uhensigtsmæssigt at have en sådan betændelse siddende, da det kan skade både lokalt (knoglen/tanden/nabotænderne) og generelt (f.eks. infektioner eller blodpropper andre steder i kroppen). Vi er derfor meget omhyggelige med at finde disse betændelsesprocesser og få dem fjernet.

Ofte opdages de ved en tilfældighed, f.eks. når man i anden anledning skal have taget et digitalt røntgenbillede af tænderne. Rodspidsbetændelsen kan også begynde at give smerter, pgra. ophobning af pus (="materie/betændelse") i kæbeknoglen, som derved trykker på de omgivende nerver m.m. I denne situation vil tanden ofte være tyggeøm, og evt. øm at røre ved. Den kan evt. føles "for lang" eller "for høj" i biddet. Ofte er der dog ikke symptomer fra en sådan betændelse, før den har vokset sig meget stor og derved sværere at behandle.

Proceduren ved en rodspidsoperation er i korte træk sådan:

  1. Der aftales tid til behandling hos tandlæge Knud-Erik Lystbæk Jensen eller tandlæge Steffen Lund.
  2. Det digitale røntgenbillede mailer vi til Steffen Lund, der herefter kan forberede det kirurgiske indgreb "hjemmefra". Du modtager efter et par dage et skriftligt prisoverslag.
  3. På selve operationsdagen orienteres du i detaljer om indgrebet af tandlæge Steffen Lund. Herefter lægges lokalbedøvelse med computerbedøvelsen.
  4. Der åbnes igennem tandkødet og betændelsen lokaliseres. Med forsigtighed og grundighed udskrabes betændelsen, og tandens rodspidser afglattes og forsegles hver især med en plastfyldning.
  5. Sårområdet rengøres og tandkødet syes på plads. Der afsluttes med et digitalt kontrol-røntgenbillede.
  6. Hvis det under operationen viser sig at roden er flækket på langs er det nødvendig at fjerne tanden. Steffen Lund vil naturligvis underrette dig herom. I så fald vil tanden kunne erstattes af et implantat efter 6-8 ugers ophelingsfase.


Under operationen er du dækket ind i sterile klæder ligesom på en operationsstue. Inden du forlader klinikken orienteres du om forholdsregler efter operationen, medgives skriftlig instruktion herom samt smertestillende medicin til det første døgn. Desuden udstyres du med en Cold/Hot-gelepude, der modvirker hævelse. Du aftaler til slut tid til kontrol af trådene (typisk efter 10-12 dage).

Ethvert indgreb i kæben medfører eftersmerter, hævelse, nedsat gabeevne, efterblødning og måske "blå mærker" på kind og hals. Føleforstyrrelser og/eller følelsesløshed kan forekomme, men er dog som oftest forbigående. I meget sjældne tilfælde kan følelsen i et område forsvinde.

Læs iøvrigt yderligere om forholdsregler under Fjernelse af tænder.

Digitale kontrol-røntgenbilleder efter 12 og 24 måneder.

Efter 1-2 år kan det vurderes om operationen er lykkedes. Det ser man på ovennævnte digitale røntgenbillede.

Herefter er den rigtige behandling til enhver rodbehandlet tand en krone. Tal med din tandplejer eller tandlæge om at få forstærket tanden med en krone, hvis den ikke allerede er det.

Tilbage