Implantatoperation

 

Dit implantat indsættes her på klinikken af vores kirurgiske tandlæge Steffen Lund.

Proceduren før, under og efter din behandling:

  1. En målekugle (5 mm i diameter) anbringes ovenpå tandkødet, hvor implantatkronen skal sidde. Der tages et digitalt røntgenbillede af målekuglen samt området hvor implantatet skal indopereres. Det er vigtigt for at vurdere pladsforhold til nabotænder, nervestrukturer, kæbehule og andre anatomiske strukturer. Undertiden er det nødvendigt med et stort digitalt kæberøntgenbillede hvis ikke det første billede giver tilstrækkeligt overblik.
  2. Du får en tid til behandling hos tandlæge Steffen Lund. Det digitale røntgenbillede mailes til Steffen Lund, der herefter kan forberede det kirurgiske indgreb.
  3. Du modtager efter et par dage et skriftligt prisoverslag over indgrebet. Prisen er i flere tilfælde vejledende, da det af og til kan blive nødvendigt med supplerende knogleopbygning omkring implantatet for at det kan komme til at sidde godt fast i kæben. Det kan først vurderes endeligt under selve operationen. Udgift til evt. knogleopbygning kommer oveni det foreløbige overslag.
  4. På operationsdagen orienteres du først detaljeret om indgrebet af tandlæge Steffen Lund, herunder om evt. nødvendig ekstra knogleopbygning.
  5. Du bliver lokalbedøvet med computerbedøvelsen og implantatet indopereres. Sårområdet rengøres og implantatet dækkes af tandkødet, der syes på plads. Der afsluttes med et digitalt kontrol-røntgenbillede. Under operationen er du dækket ind i sterile klæder ligesom på en operationsstue.
  6. Du informeres om forholdsregler efter operationen, medgives skriftlig instruktion herom samt smertestillende medicin til det første døgn. Du aftaler også en tid til kontrol af trådene (typisk efter 10-12 dage).

    Læs iøvrigt yderligere om forholdsregler efter operationen under Fjernelse af tænder

    Nu skal implantatet indhele i kæben.

  7. Efter 4-6 måneder skal 2. kirurgiske fase udføres (du får din præcise indhelingstid at vide af Steffen Lund den dag selve implantatet indopereres).

    Det foregår også under lokalbedøvelse. Dernæst åbnes igennem tandkødet til implantatet. Tandlæge Steffen Lund foretager en kontrolmåling af implantatet for at sikre sig det er indhelet perfekt. På implantatet monteres en "tandkødsformer", som er synlig i munden. Tandkødet syes på plads. Der afsluttes med et digitalt kontrol-røntgenbillede. Igen får du tid til kontrol af trådene efter 10-12 dage.

    Sidste fase foretages af tandlæge Knud-Erik Lystbæk Jensen

  8. Efter ca. 4 uger er dit implantat klar til aftryk. Tandkødsformeren demonteres. En aftryksform monteres. Der tages aftryk af implantatet og modstående tænder og tandkødsformeren remonteres.
  9. Efter ca. 14 dage er din nye krone klar til montering. Kronen monteres på implantatet og passes til i biddet. Herefter foretages efter et par dage en kontrol og der afsluttes med et røntgenbillede. Se flere detaljer og fotos på Implantater.

  10. Dit implantat skal herefter følges med regelmæssige røntgenoptagelser, hvilket vil sige efter 1 år, efter 2 år, efter 3 år og efter 5 år. Dernæst mindst hvert 3. år i al evighed hos dinTANDLÆGE Jelling (eller anden tandlæge) hvis implantatets garanti skal være gældende.

Tilbage